Fiji

Fiji

Fiji - 12.5. -18.5. 2004
Bula - så er vi på Fiji. Bula betyder goddag, hej eller velkommen, og bliver flittigt brugt hver gang man møder nogen. Bula!

Vi tog afsked med New Zealand på dramatisk vis. Det var øsende regnvejr - en skøn måde at forlade landet på. Vi har bare været så heldige med vejret. Dagen efter blev al lufttrafik annulleret i 5 timer, hørte vi siden hen. Vi var lige en kende for sent på den med hensyn til aflevering af autocamperen, og Maui var ikke alt for kvikke med tjek og afregning, så det tog ekstra tid. Shuttlebussen nåede vi ikke, men satsede på, at nå det hele alligevel. Vi kunne jo bare skynde os ekstra, og så fik Sanne tid til at gå bilen igennem endnu en ekstra gang for glemte ejendele. Men endelig nåede vi lufthavnen, og var på vej ind i taxfree, da der var én der opdagede, at vi manglede noget bagage (Simon, Sofie og jeg har bestemt os for ikke at nævne navne...). Vedkommende måtte, i en fart vi aldrig har set før, skynde sig at løbe til Maui´s skranke - få dem til at ringe til værkstedet og finde den rigtige camper, gennemgå den for glemte sager, og derefter køre til lufthavnen med kufferten. Nerverne hang udenpå, alt imens tre af os sad tilbage ved check-in skranken og ventede. Al lufthavnspersonale var involveret og ventede bare på den sidste kuffert til check-in, da "vedkommende" kom drønene - med den manglende kuffert - men også en glemt hat og solbriller.... Hmmm!! Vi var meget tilfredse med Maui. Vi løb ombord på flyet, næsten samtidig med det lettede. Farvel New Zealand.

Og 3 timer senere - goddag Fiji. Et syngende og spillede Fiji band stod ved flyveren og bød os velkommen. To mænd i nederdel, hulaskjorter og blomst i håret. Det er bare smart på Fiji - selv politiet går klædt i nederdel her. Bula!. Afhentning i lufthavnen. Alt gik smertefrit, og vi blev indlogeret i en dejlig strandhytte ikke langt fra lufthavnen på "Club Fiji Resort". Hotellet er bestilt over Internettet, så vi vidste ikke præcis hvad vi gik ind til, men blev yderst positiv overrasket. Og så til en overkommelig pris. Ret hurtig blev vi dog klar over, at alt andet end opholdet kostede det blege... Eksempel: 4 x aftensmad: minimum F$ 80,00 + drikkevarer ca. F$ 20,00 (1 Fiji$ = Dkr. 4,50). Men der var jo ikke andet at gøre end bestille. Efter 1,5 time måtte vi rykke for maden, og da den kom var den kold. Vi spurgte Oska - en kæmpestor Fijianer der var "høvding over køkkenet" - på godmodig vis, hvilke chancer der var for at få maden kl. 19.00 næste dag, hvis vi kom og bestilte kl. 16.00. Han tog det straks som en klage, og kaldte direktøren. Vi fik det slået hen som en joke, men det virkede. Allerede næste dag henvendte Oska sig til mig, og spurgte om vi kom og spiste. Jeg skyndte mig at sige - bare for sjov - at jeg troede vi ville tage på McDonald's for det var både hurtigere og billigere. Den sorte mand mistede straks al farven i ansigtet. Siden har vi fået dejlig varm mad, næsten før ordren er afgivet - til McDonald's priser... Til gengæld foregår det tys-tys, og uden kvittering. Morgenmad (værdi ca. 40 F$) har vi også fået lokket ud af ham - gratis. Disse lokumsaftaler optager Simon utrolig meget. Han er så interesseret i hvordan og hvorfor det eksisterer. Man snyder jo sin arbejdsgiver (som er en rig australier), og hvad hvis det bliver opdaget? Ja, men hvis det ikke var mig der lavede aftalen med Oska, og sparede F$ 100,00 om dagen - så var det en anden. Og pengene; timelønnen er F$ 1,40. De arbejder mindst 6 dage om ugen (de fleste 7), mindst 10 timer om dagen og alle har de familie som skal forsørges. Fattigdommen hersker her og det er Oska´s og hans køkkensjaks eksistensgrundlag at lave underhåndsaftaler med sådan nogle som os. Måske er der lidt mindre tyveri fra hotelværelserne når sådan noget foregår.

Formålet med vores stop i Fiji var afslapning. Vi var fuldstændig klar over, at Australien og især New Zealand ville blive hårde at rejse i. Altid på farten, så udgangspunktet her er en total slapper. Det gør vi også fuldt ud! Personalet er utrolig venligt, og vi mødes med stor gæstfrihed. Overalt bliver vi mødt med et stort "Bula", og det gengældes selvfølgeligt med et endnu større. En dag vi var ude og gå, mødte vi tre mænd som sad i vejkanten og drak Kava. Kava er på Fiji fundamentet for al social kontakt. Det er en drik, som laves af udtræk fra en speciel peberrod og det bliver til en gråbrun grumset væske, som virker afslappende! Den drikkes efter specielle traditioner, hvor man sidder i en rundkreds og skiftes til at drikke, alt imens der klappes i hænderne. Disse tre mænd hilste os straks med et "Bula" og inviterede os derpå til en gang Kava. Vi takkede høfligt "nej-tak", for vi havde allerede smagt det en aften på resortet, og havde ikke lyst til at prøve igen!!! Foruden gæstfriheden kendetegnes Fiji også ved, at her ikke er nogen stress og jag. Alt foregår på "Fiji-time".....- og det er ikke altid den hurtigste! Det har vi bestemt også oplevet mange gange!

Fiji består af 300 øer, hvor kun ca. 100 er beboet. Vi bor på hovedøen Viti Levu, tæt på Nadi (9000 indbyggere, udtales: Nandi). Indbyggertallet i Fiji er kun ca. 900.000, og 70% af befolkningen bor her. Der er et skønt tropisk klima, afkølet af passatvinde. Fiji går også vintertiden i møde, og det er det perfekte tidspunkt at besøge landet på. 30 skridt fra vores hytte har vi havvand med en temperatur på omkring 30 grader. Fiji var tidligere et kanniballand. Faktisk er det kun godt 100 år siden det sidste menneskekød blev kogt og spist. Fijanerne fortæller stolt om denne del af deres historie, og overalt sælges kannibalredskaber. Våben som er specielt gode til at slå mennesker ihjel med, træredskaber til at hugge knogler over med eller kløve en hjerneskal og den berømte høvdingegaffel. Specielt designet til at spise menneskehjerner med.... Uhadada. Sådan én må jeg eje.......

Simon og Sofie bliver forkælet over alle grænser her på hotellet. Ret hurtigt er man jo blevet fortrolig med at gå i baren og bestille: "won sprite med ise, please - rum number 21". Og så med 2 sugerør. Her bliver de feteret, og snakker lystigt med alle der gider. Det hele foregår på engelsk, og tro det eller ej. De forstår det hele. Kun når Sanne og jeg er i sigte spørger de: "Hvad siger han???" Salaan, en indisk havemand, er så glad for Simon. Vi ser dem tit gå lange ture. Hvad de snakker om ved vi ikke, men det er nok hemmeligheder. En dag kom Salaan og inviterede os på kokosnøddefrokost. Han kravlede langt op i et palmetræ og huggede fire kokosnødder ned. Efter at have drukket saften, blev den hugget midtover, og kødet blev med stor velbehag fortæret med en ske lavet ud af kokosnøddens top. Sådan får Salaan sin frokost hver dag, En anden dag kom han med indisk morgenmad til os. Hans mor havde lavet pandekager med fyld til hans danske kammerat og dennes mor, far og søster. Ikke lige noget der kan anbefales, men hvor var det pænt af ham. Senere blev vi inviteret til søsteren bryllup, men desværre er det først i juni. Salaan er 34 år.

Én af de første dage havde vi en ubehagelig oplevelse. Efter mørkets frembrud kommer der - foruden kæmpe kakerlakker - en masse brune frøer frem. Man skal næsten sparke sig igennem for at komme frem. Dem havde Simon lidt svært ved at lade være, og adskillige blev samlet op og kælet for. Oska så det, og bad ham straks smide hvad han havde, og gå ud og vaske hænder - hvilket Simon selvfølgelig gjorde. "Meget giftige", erklærede Oska, og selvfølgelig blev vi forskrækkede. Selvom Oska er en stor, næsten tandløs mand som meget ligner en kannibal, er han noget af en spasmager. Så vi spurgte lige i receptionen om det med frøerne, men der grinede de bare og sagde, at Oska lavede fis med os! Vi synes nu ikke om den slags humor, for Simon var virkelig blevet bange - men siden har vi fundet ud af, at de faktisk er ekstrem giftige, da de bærer gift i nogle poser på ryggen. Et lille sår i hånden, eller berøring med mund eller øjne, kunne have haft katastrofale følger. Nu hopper frøerne i fred og ro for Simon.... Puhaa - vi sov næsten ikke den nat...

Søndag den 16.5. tog vi på en heldagsudflugt til Robinson Crusoe Island. En tur vi vil gemme i minderne, for det blev en dejlig dag. Det hele var selvfølgelig planlangt i detaljer, men vi så og prøvede en masse ting. Vi snorklede fra en båd, blev undervist i hvor vigtig palmetræet var for fijianerne i fortiden, fiskede med håndline fra båd, var med til krabberace (Sannes krabbe vandt selvfølgelig), fik Fiji-massage, og så hvordan vores mad blev tilberedt. Ligesom New Zealands hangi, tilbereder fijianerne også maden under jorden, men med varme sten. Det hedder lovo. Vi fik mad, pakket ind i palmeblade, og bagte kartofler. Det smagte skønt. Da kødet blevet gravet frem af jorden, og kun stenene lå tilbage, så vi firewalkers. Firewalkers kan gå på ild. De kommer fra en lille landsby på den lokale ø, Beqa. Kun denne lille gruppe mennesker kan gå på glødende kul og sten. Dette skulle angiveligt være en gave fra en fjern gud, men sandt er det - de stod på de flere hundrede grader varme sten som sydede af varme. Ikke noget med at hoppe og sige "av". Stille og roligt, mens det dampen stod omkring dem. Vi var målløse. Om der findes en forklaring på fænomenet ved jeg ikke, men de indfødte tror på det. Det gør vi vist også...Vi fik en masse dejlige lokale danse opført under middagen - og til pragtfuld musik, som Sofie senere har fundet i baren. CD´en har vi selvfølgelig lånt, og en kopi ligger nu på laptoppens hardisk. Mon ikke snart vi hører den for fuld drøn fra pigeværelset i Tjæreborg...?

Souvenirs, souvenirs, souvenirs. Vi har taget en taxi til Nadi´s bycentrum en del gange, og stødt på en masse ting. Mest på markeder. Sofie har blandt andet købt et specialflettet skørt i bast, med hovedprydning og BH, og Simon har fået nogle af de forskellige håndskårne ting, som han elsker så meget. Men vi bliver dog hurtigt trætte af at shoppe, for de handlende er meget påtrængende - alle vil de gerne slå kløerne i turisterne for at sælge deres varer til overpris!

Et par gange har vi roet i kajak ud til en lille sandbanke ca. 1 km fra hotellets strand. Den er fyldt med muslingeskaller og er straks blevet døbt: "Sct. Nielsen Shell Paradise Island". Ungerne er blevet super-kajak-roere. En masse tid er selvfølgelig også fordrevet i poolen...! Med en sprite ved siden af.

Det har været en dejlig lille ferie her på Fiji. Vi har såmænd ikke nået at se så meget, men vi har slappet af. Helt sikkert, at Simon og Sofie vil tænke tilbage på det her dejlige lille ferieparadis. Og det vil Sanne og jeg også. Næste gang vil vi bare gerne have noget mere tid, og så måske se nogle flere øer. Nu gælder det Californien. Sidste stop på jordomrejsen. Vi har kun 10 dage tilbage før hverdagen melder sig - og for at være helt ærlig - DET GLÆDER VI OS TIL!