NZ Sydøen del 2

NZ Sydøen del 2

New Zealand - Sydøen, del 2 - 30.4. - 4.5. 2004
Campingpladsen i Haast var nu ikke noget at råbe hurra for, men den havde én fordel – vi kom hurtigt af sted næste morgen (og så var den heller ikke så dyr….). Sofie og Simon brugte noget tid om morgenen på at tænde ild, ved hjælp af skaftet fra en knækket spade, samt nogle våde blade. De havde set hvordan man gjorde ved aboriginalshowet i Cairns. Efter en time var der stadig ikke ild i bladene, og turen gik videre af de snoede bjergveje, mange gange helt ned til vestkysten. Asfalten slutter hvor afgrunden starter, og det er vanvittig flot. Ved middagstid ankom vi til Fox Glacier. Den sidste del af turen ind til gletscheren foregik på gåben i et landskab der bare tager pusten fra én. Flod på den ene side og masser af vandfald omkring os i en tropisk natur. Vi var heldige at se to kea papegøjer rigtig tæt på. Kea´en er en rigtig lille frækkert. Den er ikke særlig bange for mennesker, og vi kom inden for 2 meters afstand af dem. De er kendt for deres ubesindige lyst til at hakke i bilers gummilister eller at flå madkurve i stykker.

Fox Glacier er en kæmpe isklump som stikker sin tunge ned i regnskoven. I øjeblikket ser det dog ud som om den er på vej op af bjerget. Vi lærte, at bevægelsesretningen er bestemt af nedbørsmængden på toppen i forhold til smeltehastigheden i bunden. Blot med 5 års forsinkelse! Det vil sige, at streng vinter for 5 år siden øger gletscheren mod dalen i dag. Vi kom tæt på, og trekkingturen tog et par timer.

Videre nordpå. Ved Bruce Bay var vi nødt til at stoppe. Delfinerne boltrede sig lystigt i havet. Næsten uanset hvor vi kiggede, kunne vi se rygfinnerne - raskt efterfulgt af legesyge spring. Udsigten blev betragtet fra bilen - godt beskyttet mod sandfluerne, som er særlig aggressive her ved vestkysten. Hunnerne bider (ingen yderlige kommentarer), og det hæver som myggestik. De overfalder én med det samme man blotter sin hud. Vi havde godt nok købt insektspray, men det er så giftigt, at vi alle får mere udslæt af dét, end af biddene.

Vi kørte langt langs kysten den dag, og kunne ikke rigtig finde et egnet sted til overnatning. I Greymouth indlogerede vi os på TOP10 camping. Så kunne vi også lige få vasket lidt tøj. Mine cowboybukser kunne efterhånden stå selv. Hyggelig lille sted hvor vi tilbragte lidt tid i TV stuen. Her sad nogle damer og spillede kort. Sofie sad og fulgte så interesseret med, at de spurgte om hun kunne tænke sig at være med.
"Jamen jeg kender jo ikke spillet, og jeg forstår ikke engelsk", sagde hun.
"Ingen problem", sagde damerne. "Det skal vi nok lære dig lille ven, kom du bare".
Der var selvfølgelig heller ingen af dem der vidste, at den lille uskyldige 9-årige pige med fletninger og pokerfjæs, var en dreven kortspiller, og allerede efter andet spil fik de klø resten af aftenen i Skip-Bo. De spurgte ikke igen, da hun stod af...!!

1.5.2004. Vi kørte mod Pancake Rocks ved Punakaiki. Vi ville se disse klippeformationer, som er et helt specielt fænomen. Det er eroderede kalkstensklipper som faktisk ligner en høj stabel pandekager, som kun Rasmus Klumps mor kan lave dem. Hvis man er så heldig at være der ved højvande, kan man se kæmpesprøjt, som stiger op af de såkaldte "blowhulls" i midten. Så heldige var vi ikke. Vejret var ikke for godt den dag. Støvregn og lette byger er vist mere reglen end undtagelsen i dette område. Faktisk falder der op til 7 mtr regn om året visse steder her på vestkysten af sydøen, og Westcoast bliver i daglig tale kaldt Wet-coast.

Ved Charleston så vi en varevogn med teksten "Cave rafting" dreje ind af en grusbelagt sidevej. Den fulgte vi efter ad en smal vej ca. 5 km. De var nødt til at stoppe da et led skulle åbnes for videre fremkomst, og vi spurgte om der skete noget særligt. Det viste sig, at de var på vej til nogle drypstenshuler, og at vi kunne følge med indtil hjelm med lygte var påkrævet. Selvom det småregnede blev det en alle tiders tur, og på det nærmeste gratis. Vi kom med i et lille interimistisk tog, som tog os ca. 2 km ind i junglen, med flotte lime-stone klipper på hver side. Herefter fortsatte vi et godt stykke til fods, og op af 117 trappetrin (Simon og Sofie talte dem) til nogle drypstenshuler. Vi kom kun ca. 20 mtr ind, men med en kyndig guide, som fortalte os en masse. Området blev ramt af guldfeber i 1866 og i løbet af tre år voksede byen fra næsten 0 til 30000. Til trods for dette blev hulerne først opdaget i 1960, og her kan man komme på black-river-rafting, som foregår i gummiringe gennem totalt mørke huler. Pandelygten får de specielle glow-worms til at lyse. Det ville vi nu gerne have prøvet. Vi måtte gå tilbage - ja, på det nærmeste kæmpe os gennem den tætte regnskov. Over floder hvor vi måtte springe fra sten til sten. En dejlig tur hvor man var tæt på den ægte uspolerede natur. Ingen af os havde tørre sokker og sko, da vi endelig kom tilbage til autocamperen.
Overnatning i naturen, hvor der ikke kommer biler hver dag.

Dagen efter var vi "nødt" til at køre tilbage til Christchurch. Sanne havde forelsket sig i et halstørklæde på et søndagsmarked ugen forinden. En rask lille omvej på 300 km! Brændstof har nok kostet mere en tørklædet, og risikoen for at netop denne bod ikke var repræsenteret var stor. Men heldet var med os. Solen skinnede, og det blev da vist også til par ekstra souvenirs. Natten tilbragte vi i Hanmer Springs. Kendt som helseområde, med termiske vandhuller. Jeg snakkede med par lokale, som fortalte, at for et par år siden var der næsten ingenting her. Men turismen har tydeligt sat sit præg på byen, som er i hastig udvikling. Stadig ikke up to date, men om endnu et par år ligner den nok alle andre byer. Synd og skam, men vi kunne jo bare holde os væk. Det underjordisk opvarmede badeland var "nedkølet" til 41 grader (det er 54 grader når det kommer op). Bjergluften har vel været ca. 5 grader, så I kan nok regne ud hvor vi opholdt os. Det var en underholdende oplevelse, at se de badende løbe fra bassin til bassin, da man lynhurtig bliver afkølet når man stiger op af det varme vand. Hvor hurtigt vi selv løb, skal jeg nok lade være med at beskrive! Ved indgangen til dette bademekka mødte vi Jonna, Ditlev og børnene Malte (10) og Amanda (8). Pudsigt nok, havde Sofie og Amanda gået på samme hold til jazzballet i Esbjerg. Vi aftalte at mødes på TOP10 i Hanmar. Det blev til en dejlig snakkeaften, hvor erfaringer blev udvekslet - og vi fik drukket en masse kaffe. Simon og Malte fik byttet bøger. Begge læseheste var rendt tør, og Simon fik 3 Alfred Hitchcock bøger med på den videre tur.

Da vi skulle af sted næste dag, kunne vi næsten ikke få sagt farvel til hinanden. Ungerne havde hygget sig, men Kaikoura (østkysten) kaldte. Her kan man nemlig se hvaler. Vi kom for sent til den sidste båd, men hvaler - det ville vi altså se. Vi bestilte plads på kl. 7.15 båden (pris: 340 $) dagen efter, og brugte resten af dagen på shopping, indsamling af endnu 5 kg muslingeskaller, og fandt en sælkoloni som holdt til langs pynten. Disse sæler lå og sov på bredden og vi kunne komme så tæt på, at vi kunne have rørt dem. Overnatning: 5 meter fra vandkanten med en fuldmåne som eneste "gadelys"! Næste morgen var det ud af fjerene kl. 5.45, og op til whale-watch firmaet - kun for at finde ud af, at turen var aflyst på grund af dårligt vejr i bugten. Skuffelsen kendte ingen grænser - og der bredte sig hurtigt en noget mat stemning i den lille familie. Ikke mindst fordi Sanne og ungerne havde taget søsygetabletter! Jeg tror, Sanne og jeg var de mest skuffede. Simon og Sofie tog det pænt. Øv, bøv. Vi kunne selvfølgelig vente til næste dag, men risikoen for endnu en aflysning var for stor. Vi var nødt til at fortsætte mod Picton. Herfra sejler båden mod Wellington, Nordøen som nu står for skud. To timer senere snorkboblede alle tre på bagsædet af camperen. Søsygepiller virker ikke kun afslappende på søen.
Vi kunne komme med kl 18.00 (pris 335 $), og spildtiden blev brugt i Seahorse Aquarium, og i Edwin Fox museet. Edwin Fox er det eneste overlevende sejlskib (1853) fra tiden hvor straffefanger blev sejlet fra England til Australien. Der fulgte en masse interessant historie med. Pigerne prøvede at se mægtig interesseret ud, men smuttede stille og roligt uden en lyd, så Simon og jeg fik tid til at fordybe os lidt nærmere. Det var lige noget der fangede ham, og han var næsten ikke til at drive ud igen.

New Zealand har betaget os meget ind til nu. Vi føler, at vi er dumpet lige lukt ned i et lille paradis. Hele verden er samlet på et lille sted her. Her er langstrakte hvide sandstrande, bjergsøer, tropiske regnskove, vinmarker, alper med skiløb, gejsere, termiske vandhuller, vulkaner, gletschere, drypstenshuler og meget, meget mere. Det er en utrolig samling af natur. Og det bedste af det hele – her er ingen farlige ting, bortset fra venstrekørsel. Man kan færdes frit uden at spekulere på giftige dyr og kryb. Alle fortæller os, at det er sydøen der har mest at byde på, og at man skal bruge størsteparten af rejsetiden her, men vi glæder os nu til at besøge nordøen. Selvom landet er forholdsvis lille ville vi aldrig kunne se det hele, om vi så brugte alle tre måneder her. Men jeg er da stødt ind i nogle ”indfødte”, som ikke har set halvdelen af det vi har - selvom de har boet her hele deres liv... Vi er vist meget heldige!