USA

Afgang fra Nadi International Airport kl. 22.00 - den 18.5. Ankomst Los Angeles Airport kl. 14.00 - den 18.5..... Det er dejligt at krydse datolinien når det er i den retning! Turen med Air Pacific var ikke noget at råbe hurra for. Det eneste der virkede var motorerne på flyet, men det var vi da sådan set også glade for... En 9 timers flyvetur - meget lang, men vi er snart ved at være vant til det. I Los Angeles lufthavn blev vi mødt af sure asiatiske ansatte og forsinkelser på bagagen, en masse spørgsmål om vores formål og bopæl under rejsen. Nok for at statuere øget terror sikkerhed, men jeg kunne nu godt have sneget en bombe med eller det der var værre.... Med et påtaget smil og en lille nødløgn fik vi lov til at passere, og alle åndede lettet op. Vores "ulovlige" strandskaller var i sikkerhed. Vi havde aftalt, at Sofie skulle begynde at græde (med tårer og det hele, hvilket hun behersker med fuld kontrol), og Simon skulle se rigtig ked ud af det (det er han god til), hvis de blev opdaget.

Ved Budget lejede vi en Ford Explorer 4WD, V6 4,0. Splinterny (600 miles) og megalækker. Den skulle vi straks ud og promenere i, og hvor ville være bedre at køre hen end Hollywood! Så vi satte straks kursen mod filmenes by, men nu skulle vi igen køre i den "rigtige" side af vejen. Uha - efter 10.000 kilometers venstrekørsel skal man lige tænke sig om i trafikken. Det er ikke rart...

USA - ja, det er Sannes og mit yndlingsrejsemål og det føles næsten som at komme "hjem"! Det skønneste sted i verden (uden for Danmark) synes vi. Vi har tilbragt flere år af vores tilværelse her. Vi har boet her og rejst gennem 36 stater. Vi er forlovet og gift her, og vi elsker det. Hvad vi skal se er gensyn, og lige så meget for at vise Simon og Sofie de ting, som vi så ofte snakker om.

I Beverly Hills så vi boliger som man kun kan drømme om. Her bor de rige, og deres huse er slotte. Det ene større og mere eksklusivt end naboens. Så nu vil vi spare sammen til sådan en "lille sommerhytte" i området. Grundpris alene: Formentlig flere mill. US$. Så når vi er 230 år har vi til udbetalingen på grundstykket! Aftenen gik på Rodeo Drive og Hollywood Boulevard. Her sker ting og sager - hele tiden. Hollywood Boulevard er spækket med stjernebesatte fliser, hvor alle de kendte (og der er mange), har en stjerne med navn. Ved Manns Chinese Theater har skuespillere og andet godtfolk sat fod- og håndaftryk i fliserne. Nogle tilbage i 30´erne. Cary G. og Audrey H. er bare nogle blandt hundrede. Der er gøgl og musik hele døgnet rundt, men efter en nat i flyet var vi til sidst nødt til at finde et motel, som blev vores hjem de næste tre dage.

Tidligt næste morgen kørte vi i Disneyland, LA. Nu skulle der hilses på Mickey Mouse, Anders And, og alle de andre. Vi fik en hyggelig dag, og ungerne havde deres autografbøger fyldt med kragetæer fra Fedtmule, Den lille Havfrue, Snehvide og mange af de andre Disneyfigurer. Dagen blev uforglemmelig for os alle. Disneyland er kæmpestort, og man kan bruge dagevis på at se det hele, men indtrykkene for denne dag var nok til at give et billede af det som man forbinder Amerika med. Storslået glimmer! Næste dag tog vi i Universal Studioes. Et kæmpe område, ja - nærmest en by hvor film bliver til. Temaparken bød på en masse ture, som alle handlede om kendte film. Jurrasic Park, Tilbage til fremtiden, Schrek, Waterworld og en masse andre. Sanne og jeg var så spændte på at vise ungerne alt hvad Universal Studios havde at byde på, at vi ikke fra starten fik sat os ind i, hvad turene indeholdte. Så inden der var gået en halv time, havde vi nærmest fået skræmt livet af begge børn! Vi gik ind til den første attraktion, der var bygget op omkring en film, som vi ikke kendte. Vi befandt os pludselig i en meget mørk gang, som kun kunne passeres i én retning. Med jævne mellemrum sprang der skeletter og uhyrer ud foran os og hen mod slutningen, blev vi faktisk jagtet af et 3 meter højt behåret monster med hugtænder! Sofie løb skrigende ud derfra, alt imens Simon prøvede at bevare fatningen! Men de var begge MEGET mistænksomme overfor samtlige andre ture i parken! Det bedste var en times guidet tur rundt ved scenerne uden for temaparken. Her kunne man se hvordan der blev arbejdet med opstilling af kulisser og klargjort til optagelse, så det var også lærerigt.

Dagene i USA er få og tiden bliver utrolig koncentreret, så afgang mod nye steder var en nødvendighed. Vi var desværre nødt til at køre om natten, så ungerne fik ikke set Nevadaørkenen. Vores næste stop var: Las Vegas. Byen der aldrig sover. Morgenmad serveres døgnet rundt, og man kan ikke kende forskel på nat og dag. Total drøn på - 24 timer i døgnet. Las Vegas ligger kun 5 timers kørsel fra Los Angeles. Flere hundrede miles hvor man knap nok ser et lys, når man kører om natten. Det er en af de ting der altid har fascineret Sanne og jeg. Pludselig, efter så lang tid ser man et flammende lyshav, en kuppel af ild i horisonten. Og før man ved af det, er man midt i et travlt, pulserende, amerikansk byliv. Oplyst af neonlys. Nat og dag glider ud i ét. Forskellen er ikke til at skelne. Og hvorfor? Jo, de spillelystne amerikanere må selvfølgelig ikke vide hvornår de skal hjem og putte i deres senge. Og der er nok af dem. Der flyder dollars mellem hænderne på alle man møder. De mange hundrede tusinde gæster som byen opsluger på én gang, er der kun for én ting. At spille, spille og spille. Derfor er kasinoerne ude med riven. Her handler det om udbud og efterspørgsel. Alle udbydere ønsker at overgå hinanden. Det er købers marked - og det er jo godt for os som ikke har black-jack og roulette på budgettet. Hoteller, restauranter koster på det nærmeste ingenting, og overalt bliver man tilbudt gratis ting - hvis bare man ligger sine spillepenge der. Når man én gang har sat sig ved et spillebord, går der ikke lang tid før der bliver serveret gratis øl og drinks, og madkuponer. Kom og spis en stor dejlig steak. Det koster ingenting.... Dejlig by.

For godt syv år siden blev Sanne og jeg gift i Las Vegas. Det er blevet nævnt "et par gange" derhjemme, og Simon og Sofie ville gerne se det lille Wedding Chapel hvor vi blev viet. Udenfor kom jeg i snak med en meget venlig limousine-chauffør, som var tydelig overrasket over, at vi stadig var gift. Han inviterede os med ind og se vielseslokalet, hvor vi blev gift. Det ville vi selvfølgelig gerne – men bare det at komme derind igen, fik følelserne til at rende helt af……! Så Sanne stod og tudede – jeg håber det var fordi det var gode minder som kom frem. Og fordi hun stod der og græd, begyndte Sofie også – sikke en koncert….! Damen ved skranken synes det hele var så rørende, at hun kom rendende med en langstilket rose til Sanne! (De fleste vielser, som bliver foretaget i Las Vegas, varer vist ikke længere end weekenden over….) Så det blev da noget af et gensyn! Jeg selv skyndte mig at tage solbriller på og spille cool...!

Jeg havde en yderst irriterende oplevelse i Las Vegas, som stadig pirrer mig. En ting man kunne satse dollars på var en "gætter". En mand som tager et væddemål op. Han påtager sig at gætte din alder (+/- 2år), eller din vægt (+/- 3pund), eller din fødselsmåned (+/- 2 mdr.). Det koster 2 US$, og man kan vinde grimme tøjdyr. Men det skulle prøves, så jeg bad ham gætte Sannes alder, og slyngede straks 2 dollars over disken. (Bagefter fortrød jeg, at jeg ikke bad ham om at gætte vægt!) Jeg var selvfølgelig sikker på, at hans gæt ville være et godt stykke oppe mod de 50, men den lille ukompetente amerikanske plattenslager gættede (efter lange overvejelser) på 27 år! Jeg var knust, men det var der én der ikke var, og hun valgte den mest gyselige tøj-giraf. Den blev døbt "Giffe 27", og uanset hvor jeg befinder mig, står den og stirrer på mig. Det er som om den hvisker: 27, 27, 27....
Min teori om, hvor smart det er at få 2 dollars for en tøj-giraf der kun koster 40 cent, derefter trække ca. 20 år fra det man rigtig ville gætte på, og dermed gøre kunderne yderst tilfredse - ja, den var der ingen der gad høre på...! Hmmm.

Ungerne var noget imponeret af alt det lys, flimmer og underholdning, som Las Vegas kan præstere – men man bliver hurtig træt af det! Så vi tog den dimentrale modsætning til dette, og kørte igennem to nationalparker på vej til San Francisco. Først Death Valley, hvor temperaturen om dagen nemt kommer op på 50 grader, og derefter til Yosemite, som er en af verdens smukkeste. En stor oplevelse, nok mest for Sanne og jeg, som aldrig havde besøgt dette sted før. Det blev til en god dag. Her lever black bears, og bjergløver. Bjørne er almindelige, og dagen ville være redet hvis vi havde set en. Øjne og ører var konstant på vagt efter bror bjørn - men desværre så vi ikke nogen. Kun et par nysgerrige egern som flittigt blev fodret af hånden. Det kunne til gengæld begejstre Simon og Sofie.

Bilen har to bagsæder, og Simon og Sofie sov natten forinden på ét hvert. Sanne og jeg sov på forsæderne, men det gav næsten ingen søvn. Fordens sæder er dejlige at sidde i, men er ikke skabt til søvn! Vi var meget trætte, så det var nødvendigt at nå San Francisco ret tidligt. Søndag aften kl. 18.30 checkede vi ind i på Broadway Manor Inn, klar til den sidste del af turen. Vores tredje besøg i San Francisco. Vi føler vi kender det hele, og kun er turguider. Alt hvad vi har fortalt om, kan vi nu vise vores børn. Jamen det er bare herligt. Nu skal den ikke få for lidt. En start på Lombard Street bekræftede vores fortællinger om gaden med verdens skarpeste sving. Dagen efter gik i China Town, Pier 39 og Fishermans Wharf. Vi tog selvfølgelig kabel-sporvognen og gik hjem af San Franciscos meget stejle gader.

Tirsdag - sidste hele dag på vores jordomrejse. Her besøgte vi Golden Gate Bridge. Vores bro, hvor vi blev forlovet i 1991. Lige på midten, med musik og champagne. Den måtte vi da gense, og Simon gik baglæns hele vejen over broen. Han ville vist også gerne være lidt anderledes. Om eftermiddagen havde vi bestilt en tur til Alcatraz, som har status som nationalpark. Det blev en lærerig tur for ungerne, specielt Simon går vældig op i hvordan det måtte have været. Machinegun-Kelly og Al Scarface Capone er tidligere fanger, dem mødte vi ikke, men netop i dag havde øen besøg af Darwin Coon. En ex-fange som blev løsladt i 1962. Det var sjovt at se en mand, som var bankrøver af den hårde slags. Han er vel omkring 75-80 år i dag, og ser fredelig ud.

Vi har desperat prøvet at finde en mall til Sanne. Hun har rystende abstinenser, for det er flere dage siden hun har brugt penge. Det lykkedes ikke, så i morgen står vi tidligt op, og ser hvad vi kan finde, inden vi skal være i lufthavnen.

Rejsen hjem bliver hård. Vi rejser over London, og den samlede rejsetid er 29 timer. Men vi glæder os frygtelig meget til at se familie og venner igen. Hjem til vores hus og have og vores egen seng (samt hovedpude). Turen har været meget dyrere end vi havde regnet med. Hvor meget? Det skal jeg bruge næste uge på at regne sammen. Men jeg tror, at der er bred enighed om, at det er pengene værd. Vi har haft oplevelser sammen som vil blive samtaleemne de næste 50 år. Denne hjørnesten af vores liv, er jeg sikker på, at vi vil se tilbage på tit, og mindes de gode dage vi havde da - VI REJSTE JORDEN RUNDT.

Godnat dagbog!