NZ Nordøen del 2

NZ Nordøen del 2

New Zealand - Nordøen - 8.5. - 12.5.2004
Lørdag 8.5. tog vi tilbage til "The New Zealand Maori Arts & Craft Institute". Efter en snak med værten aftenen forinden, fandt vi ud af, at stedet havde en guidet tur, og faktisk en masse maori kultur at se. Det blev en fantastisk dag. Vi fik svar på vores sidste spørgsmål. Vi manglede lidt, for at få udfyldt hullerne. Det gode ved guiden var, at vi havde hende på to-mands-hånd, og vi sludrede en halv times tid med hende, alt imens Simon og Sofie (fandt vi senere ud af) blev kapret af en flok japanere, og stillet op til fotografering. Syv forskellige japanere fik taget deres billede med ungerne opstillet i alle vinkler, aet og nebet i kinderne og nusset i ørerne og håret. Efter Simons udsagn er der taget ca. 150 billeder af dem foran en gejser. Ungerne var ét stort spørgsmålstegn da de kom tilbage, ingen af dem fattede hvorfor dette var foregået, og ligeså lidt gør vi - men det er ikke første gang det er sket. Vores forestilling af japanere med fotoapparater omkring halsen holder fint stik...

Maorierne kom sejlende fra de polynesiske øer (Måske Fiji, Hawaii o.a.) ca. år 800 e.kr.) Der levede ganske vist få mennesker her på dette tidspunkt, men de blev hurtigt udryddet. Maorierne var dygtig træskærere, og kunsten blev udviklet da de så hvor rig landet var på råstoffer, både i form af træ, men også på fisk og fugle. Vi så deres træskæreri, hvor 4 særlig udvalgte elever bliver taget i lære hvert år. Uddannelsen tager tre år. Vi så hvordan klæder blev lavet af flax. Et unikt fiberholdigt siv. Sofie fik et stykke med hjem, som kunne blive en del af et skørt. Maoriernes kultur er ikke gammel, måske kun 5000 år, alligevel var de på det tidspunkt meget udviklet (i forhold til deres naboer "aboriginals" som kan spores 40000 år tilbage).
De hvide strømmede til det nye paradis, og indførte nye ting som prostitution, våben og sygdomme. Maorierne havde svært ved at forstå og tolerere disse pakeha, og det gav selvfølgelig gnidninger. De hvide ville have landet, og købte det for våben. Maorierne forstod ikke rigtig hvad de havde gjort, og hvad det betød at sælge. De var dygtige krigere, og lærte hurtigt at betjene våbnene. De hvide blev dræbt, og de tog landet tilbage. Senere måtte de afgive det igen, men det er en anden historie, som England stadig kæmper med at råde bod på.
I dag kommer de godt overens med vestlig kultur og de hvide, men mest på grund af krydsægteskaber. I virkeligheden er der ikke mange fuldblods maorier tilbage. Et eller andet sted er der hvide aner i blodet. Alligevel formår de at bevare kulturen. Det New Zealandske fodboldhold danser for eksempel inden kampen den berømte haka-dans, med opspilede øjne, og tungen ud af munden for at skræmme modstanderen. Og der er ligeså mange hvide på holdet.

Noget af det bedste ved dagen var, at vi så en kiwi fugl. Ganske vist i et dertil indrettet hus, hvor der er lavet natteforhold. Foto og video er strengt forbudt. Efter to runder i huset, blev vi enige om at vi ville have et billede med hjem. Sofie blev posteret som vagt ved udgangen. Jeg selv tog posten ved indgangen, og Simon cirkulerede og tog mod besked hvis nogen af os opdagede "ubudte gæster". Sanne styrede fotografiapparatet, og det glimtede som lyn og torden fra det mørke rum. Kiwifuglen var ganske upåvirket - og tydelig vant til turister og deres fotoapparater. Mon ikke den har haft besøg af japanere både før og siden...?

En super interessant dag, med en del indkøbte souvenirs, gejsere, mudderhuller og stank af rådne æg... Vi kørte til Waitomo Caves, og overnattede på TOP10. Klar til en ny dag - denne gang i drypstenshuler med "glow worms".

Glow worms - lysende orm - det er da specielt, og de lever i mørke huler. Vi startede næste dag hos Cave Museum i Waitomo. Drypstenshulerne her i Waitomo, har skabt et helt lille, yderst udbytterigt samfund, og er specielle på grund af de lysende orm. ½ million turisterne besøger stedet hvert år. Fire af dem i 2004 var os, og museet var et af de bedre, nemlig et "se-og-røre" sted. Lige noget for ungerne. Det er "MORS DAG" i dag, og Simon og Sofie er begge lidt kede af, vi ikke kan give mor noget. Men blomster - det er altså lidt skørt (vi rejser onsdag morgen, og gaver - ja, det mangler vist ingen af os i øjeblikket. Men en guidet tur i hulerne, kan måske gøre dagen lidt mere mindeværdig.

Vi var som sædvanlig heldige med vejret - og antallet af deltagere. Kun to forsagte englændere foruden os, så vi fik svar på alle spørgsmål, og guiden Paul havde masser af tid til ungerne. Paul opdagede hurtigt Simons interesse for sten, og da han selv var geolog kunne de få lang tid til at gå med at kigge efter fossiler. De fandt en forstenet musling 200 millioner år gammel, som vist også kommer til at pryde nipshylden i Tjæreborg......

Hjelme og pandelygter blev monteret, mens hulerne ventede på udforskning. Med pandelygterne tændt, gik vi ind i drypstenshulerne og dybere inde, ventede en gummibåd. I buldermørke sejlede vi længere ind, hvor vi rigtig kunne se de spændende glow-worms. De oplyser hulerne, og i mørket ligner det en nattehimmel. Det er præcis hvad de andre insekter tror det er. De søger lyset og himlen og vupti... en heldig glow-worm har sikret sit måltid. Vibrationerne efter høje lyde får dem til at lyse endnu kraftigere. Vi var alle dybt fascineret. Da vi kom ud af hulerne igen, ventede der os varm kakao og kaffe. Paul havde fundet nogle snegle. De skulle bruges til at håndfodre ål med! Han vidste præcis hvor "You Bastard" boede - en stor ål, og den blev fodret af ungerne, til den havde ondt i maven. Vi satte kursen mod Hot Water Beach. Overnatning på en P-plads i Paeroa.

Kun to hele dage tilbage - ja, det er faktisk en skam. Her er så meget vi også gerne ville have set, men vi bliver nødt til at gå på kompromis. Hot Water Beach var et sted vi havde læst om, og som vi mente kunne give os alle en dejlig, billig dag. Damp fra jordens undergrund presses op til overfladen, og graver man i sandet på stranden, kan man lave sin egen lille hottub. Vejret var med os - igen - men det var tidevandet ikke! Det er kun to timer før til to timer efter lavvande, at dette kan lade sig gøre. Det kunne vi desværre ikke vente på. Men dagen blev alligevel super-duper. Alle hyggede sig, og endnu et par kilo skaller kan puttes i kufferten....... Planen var at nå til Auckland - byen vi skal flyve fra i overmorgen (øv!), men der er al for meget bjergkørsel, og vi når kun 25 kilometer i timen. Vi stoppede for natten i Coromandel, fik vasket nogle maskiner tøj, spillet kort - og gjort klar til vores sidste køretur i New Zealand.....

Turen mod Auckland foregik langs vestkysten af Coromandel Range. Helt ned til vandet, og med en del stop. Men først blev campingpladsens strand lige endevendt for muslingeskaller, og endnu 5 kg - røg i kufferten. Pyha, jeg tør slet ikke tænke på overvægt. Vi nåede Auckland kl. 15.00, og fik af campingpladsen lov, til at låne bilvaskebørste og spand. Vi har et hårdt program med pakning og rengøring af autocamperen, og det skal blive spændende at få den afleveret. Det sker i morgen tidlig, hvorefter vi flyver til Fiji. Hvad det er for et sted, og hvordan vejret er der ved vi ikke, men det kan vores næste kapitel i dagbogen forhåbentlig give svar på. Vi glæder os til Fiji, men vi er begyndt at savne det derhjemme. Især Simon snakker meget om familien og kammeraterne, klubben, keyboardet osv. Og en enkelt tåre er det da vist også blevet til....
Så kære dagbog - vi slutter New Zealand med et kæmpe tak til dette skønne paradis. Vi har haft en fantastisk tid her, især familiemæssigt. Næsten 4000 kilometer blev det til i "sneglehuset". Måske kommer vi tilbage en dag og tager 4000 mere...! Godnat dagbog.