NZ Sydøen del 1

NZ Sydøen del 1

New Zealand - Sydøen, del 1 - 23.4 - 29.4. 2004
Efter den hårde morgenstund i Cairns nåede vi Christchurch, New Zealand kl. 14.30, lokal tid. Vi havde intet bestilt på forhånd, hverken bil eller hotel, så det var lidt på må og få familien Nielsen stod i lufthavnen. Det tog dog ikke lang tid før vi havde fundet et "hostel" i centrum af Christchurch. Det var en anden måde at bo på end det vi var vant til, men en meget positiv oplevelse. Stedet var et populært backpackersted, og havde et kæmpe fællesrum, hvor der også var køkkenfaciliteter. I fællesrummet var der spil og poolbord, og vi brugte det meget som værested. Soverummet havde 4 senge, så vi fik et "privat", men det kostede også $120,00 pr. overnatning. Tiden i Christchurch brugte vi til at se så meget af byen som vi kunne nå. Vi boede lige over for den gamle universitetsby, som nu er lavet om til et kunst- og kulturcenter. Her forgik noget døgnet rundt. Ud over kunstbutikker var der boder, gøgl og musik. Dette blandet med gamle smukke bygninger gav en helt speciel stemning. Gåture rundt i byen fortalte os hvor engelsk den i virkeligheden er. Christchurch blev grundlagt i 1850 som forpost for den engelske statskirke. Her skulle det bedre borgerskab bosætte sig, så de kunne danne forbillede for de øvrige barbarer. Forbilledet forsvandt, men stemningen har overlevet, og det er en køn grøn by. Dagen efter havde jeg aftalt med Maui at jeg kunne afhente en autocamper i lufthavnen. Nu skulle der nemlig ske noget...

Vi fik en fin, ren Mercedes 308 CDI. Ikke overdrevent mange hp, men et tikkeværk som kun vesttyskerne kan lave den. Den er bare skøn, og med en rigtig god økonomi. Ca.7,5 - 8 km/ltr. Det må siges at være meget tilfredsstillende. Dieselpris pr. liter: 66 cent (1 NZ$ = DKr. 4,45). Der skal desuden betales en afgift til staten på $ 29,00 pr. 1000 km. Vi stak øjeblikkelig næsen sydpå. I New Zealand må man overnatte hvor som helst i det fri, og det skulle prøves. Vi kørte langs østkysten, og det var meningen, at vi ville starte næste dag ved Moeraki Boulders. Klokken var efterhånden 10 aften og det var buldermørkt. Vi var ikke rigtig klar over hvor vi var, men til sidst blev vi nødt til at holde ind på en rasteplads. Vi stod under en flot stjernehimmel med stjerneskud og lyden af havets brusen inden vi gik til ro. Næste dag fandt vi ud af, at vi holdte lige ud for Moeraki Boulders. Og kunne gå direkte ned på stranden, dreje til venstre, gå 200 mtr., og så beskue dette syn - ganske gratis. Var vi drejet én vej forinden skulle vi betale for adgang til stranden. Det var da en dejlig måde at starte dagen på.... Lige noget der passer mig. Og efter lidt morgentåge, skinnede solen nu fra en skyfri himmel.

Moeraki Boulders er store kuglerunde sten som ligger spredt rundt på et lille område på stranden. De er dannet inde i jordens indre som en perle bliver dannet i en østers. Det kan være en skal, et sandkorn eller måske et træ- eller benfragment der udgør kernen, og lagene bliver langsomt bygget på ved hjælp af rotation. Det tager ca. 4 millioner år at danne sten af denne størrelse. De største er vel 2 - 3 mtr. i diameter. Processen er endnu ikke stoppet, og man kan flere steder se, at nye er på vej ud af de sandede klippesider. Når de om mange tusind år også ligger i vandkanten er det kun for langsomt at blive tilintetgjort af tidevandets salte bølger. På stranden blev endnu et par timer slået ihjel, med indsamling af skaller og muslinger. Jeg tror vi har et ton nu....!

Vi lavede et stop ved Shags Point. Her skulle være pingviner og sæler. Sofie fik straks øje på en enlig pingvin som nød solskinnet på en sten i vandet. Den blev beundret, filmet og fotograferet fra alle vinkler - før den pludselig strakte hals og fløj sin vej..... Der var ikke meget pingvin over den - men sæler så vi da, og de fløj altså ingen steder!

Videre mod Dunedin. Her brugte vi resten af dagen på at kigge efter tøj til Sanne fordi hun frøs. Meget spændende og lærerigt....!! Hmmm. Overnatningen foregik i Riversdale, som ligger inde i landet på vej mod Te Anau. Det er utrolig let i en camper, hvor man er selvforsynende hvad angår strøm og vand. Der er gas-varmeveksler, så vi har brandvarmt vand når vi ønsker det. Toilet, 4 gaskogeplader + gasovn. Microovn samt varme er dog til 220V. Bruseren har vi ikke eksperimenteret med, så næste nat kommer til at foregå på campingplads. Her kan vi også få 220V. Batterierne er ved at være flade til videokamera, digitalkamera og laptop. "Desværre" bruger Sannes føntørrer også 220 V - og dét er det vigtigste argument for en overnatning med strøm...

Vi fortsatte via Te Anau mod Milford Sound som ligger i en af verdens største nationalparker, Fiorland. 1 million hektarer. Det er et paradis som er fuldstændig uberørt af menneskehånd og er blevet beskrevet som verdens 8. vidunder. Disse skov og fjordområder er så utilgængelige, at man i sin tid ikke fandt det besværet værd at ødelægge det med civilisation. Da teknologien muliggjorde det, var naturen heldigvis blevet mere ven end fjende. En ubeskrivelig oplevelse. Så stille og kønt. Men selvfølgelig har New Zealænderne opdaget, at her kommer turister, så man kunne købe en sejltur med båd ud i fjorden. Varighed ca. 2 timer og alle pengene værd. Her mødte vi danske Stina, som arbejdede i billetsalg. Simon og Sofie fik lov at styre båden efter radar og kompas. Vi sejlede blandt andet så tæt forbi et af vandfaldene at både Sanne og jeg samt kameraerne blev godt våde. Men det tænker man altså ikke på, når man er så tæt på et fænomen af den karat. Det er her i Fiordland man optog Ringenes Herre. Overnatning på Top10 camping, Te Anau.

Dagen efter startede med et smut sydpå til Lake Manapoiri, endnu et kønt sted der grænser op mod Fiorland. Videre derfra til Queenstown, som ligger smukt ved Lake Wakapitu. Søen der "ånder". Den løfter sig 12 centimeter hver 5. minut. Det er et utrolig turistpræget sted, selv på denne tid af året. Rigtig hyggelig, men for mange neonlys - og japanere. Der er et kæmpe udbud af aktiviteter. Jetboat racing, bungy jump, white-water-rafting, faldskærmsudspring, og meget andet. Find på noget nyt grænseoverskridende og du er rig i morgen... Vi fandt en tur med gondol, hvor en del af turen ned igen foregik med "luge". En gokart (uden motor) som kører ned af bjerget. Man kan få vældig fart på og det er skide sjovt. Vi fik 5 billetter, så vi blev enige om at køre om kap - vinderen fik den sidste billet. Sanne snød helt vildt, og kom desværre først i mål - men jeg havde billetten. Vi diskvalificerede hende selvfølgelig alle tre, og billetten blev doneret til Simon og Sofie i fællesskab. Den tur blev den sjoveste for dem begge. På toppen af bjerget så vi desuden en film om alle New Zealands seværdigheder. Efter en halv times forevisning var vi klar til gondolturen ned. Her kørte ungerne med danske Thomas som arbejdede i restauranten (timeløn $11,00). Overnatning 71 km mod nord ved Lake Wanake, i byen Wanake. Her brugte vi hele næste dag - som blev ret interessant.

Byen er lille, ca. 3300 indbyggere, og rigtig charmerende med et panorama af vand og bjerge omkring sig. Dagen startede med fodring af ænder og havmåger, som snart blev "dresseret" og fik tildelt navne. Hvordan man kan kende forskel på en flok ænder må Simon og Sofie fortælle om??? Jeg havde bestilt en times sejlads på søen, men med en jetracer båd. 85 km/t med en 5,5 ltr V8 speedbåd, og en chauffør som ikke kunne få det vildt nok. Det kan nok være vi vågnede. Oplevelsen var total. At suse hen over havoverfladen i den smukke natur - kun hårsbredder fra klippesider og med 360 graders vendinger på et splitsekund - det er noget der sætter adrenalinen i vejret. Sofie og Simon fik sig selvfølgelig også lusket til at prøve at overtage styringen. Simon snød os alle sammen idet han - samtidig med at båden havde fuld gas - vred rattet helt over til den ene side. Vi blev alle sammen slynget til siden i en 540 graders vending, hvor stævnen pegede ned i vandet, og den tunge bagende løftede sig et godt stykke over havoverfladen. Pyha, det var noget af en karusseltur, og da vi fik rystet chokket af os og lavede mandsoptælling manglede vi Sofie! Jeg var allerede begyndt at kigge over rælingen, da hendes lille frække hoved dukkede op fra bunden af båden. Hun var blevet kastet ned under instrumentbordet. Ansigtet var ved at flække midt over i et smøret grin, og vi åndede alle lettet op. Godt gået Simon - uden dig blev livet alt for kedelig. Den tydeligt rystede styrmand fortsatte turen med bemærkningen: "These kids are crazy.........."
Da vi kom i land ventede havnebetjenten på os. Han spurgte ungerne om de ikke også lige ville prøve en tur sammen med ham på jetski. Ingen af dem havde fået nok, så de drønede med 100 km/t ud af havnen på vej mod en sø som er 300 mtr dyb... Superbørn, som får ros af alle de møder. Simon og Sofie - vi er stolte af jer.

New Zealand gør stort indtryk på os. Her er så kønt og smukt hvor end vi kommer frem. Vi har maleriske søer og bjerge omkring os næsten hele tiden, og kan slet ikke lade være med at tage et hav af billeder. New Zealands nationalfugl er kiwifuglen. Det er en sjov lille fugl, som egentlig er lidt sølle, for den kan ikke flyve - og den er heller ikke speciel køn! Vi ser den ikke, for den kommer kun frem om natten. Vi forbinder nok mest ordet kiwi med en frugt, men befolkningen her, kalder også sig selv for "kiwier" - og ikke uden stolthed i stemmen. Vi møder stort set kun folk, som er utrolig flinke og gæstfrie. Maorierne har vi ikke rigtig lært om endnu, men det vil vi bruge den næste tid på. Det er i dag 29.4.2004, og vi camperer i Haast i nat, på en campingplads beliggende uden for lands lov og ret, men med ca. 200 km. til den næste...! I morgen går turen videre til gletscherne i Westland Nationalpark. Vi glæder os. Godnat dagbog!