Cairns

Cairns

Cairns området - 17.4. - 23.4. 2004
Så er endestationen i Australien nået. Vi er kommet ind på en rigtig dejlig campingplads - den bedste vi nogensinde har været på. Her er rent og flot. Og rigeligt med faciliteter til ungerne. Alene legepladsen er et kapitel for sig. Det er jo også en del af turen, at Simon og Sofie har et fristed, hvor de kan more sig, træffe nye bekendtskaber og være lidt sig selv. Det skal ikke kun gå op i hårde køreture, interessante bygningsværker, museer og natur. Så her vil vi slappe af og nyde det - kombineret med dagture. Allerede første dag havde Simon fået sig en lille "tilbeder". En skøn lille halv-aboriginal pige på 3 år. Hun ville lege med ham hele tiden. Og det er gensidigt - de svinger bare... Senere lærte vi resten af familien at kende. Der var to ældre brødre, Jeremy (14), og Neriim (11). Sød familie og søde børn, som nok tilbragte lige så meget tid i vores lille hytte med ét rum og køjesenge, som i deres eget to-værelses luksushytte med spa...

Første dag blev fire maskiner vask klaret, og vi kørte ind til centrum af Cairns. Tog en tur i et kæmpe indkøbscenter, og fik købt lidt ind til de resterende dage. Vi fik også styr på hvordan resten af dagene her skulle tage sig ud.

Hele næste dag blev brugt i Tjapukai. En halv times kørsel nord for Cairns. Det er et sted hvor man ser og lærer om aboriginalsk kultur. Det er aboriginals fra Tjapukai stammen, der ejer grunden og betjener stedet, som er stort og flot. Indgangsbillet: 120 $. Det blev til en aktiv og lærerig dag for os alle. Vi fik instruktion i at spille didgeridoo (når vi spillede, lød nu mest som en alvorlig gang ondt i maven...!), undervist i hvordan man overlever i bushen ved hjælp af medicin fra planter. Vi fik en masse baggrundshistorie om bushfolket, meget af det fortalt på deres eget sprog og oversat til engelsk. Vi lærte at skyde med boomerang (Simon lavede årets kast, der på tilbagevejen havde retning direkte mod publikum) og er blevet undervist i spydkast. Ud over det opførte de et flot show afsluttet med sang og dans. Efter aboriginalsk tro er verden opstået fra et cassowaryæg, og deres guder var "regnbue-slangen". Aboriginals er endnu et fantastisk folkefærd, som er blevet fordrevet og udryddet fra deres eget land af den hvide mand. Rigtig mange er derfor uden tilhørsforhold nu. De har svært ved at få et arbejde samt finde sig til rette i den vestlige kultur og mange ender da også som alkohol- og/eller stofmisbrugere. Vi havde faktisk dårlig samvittighed efter den lærerige dag. Bagefter gik vi lidt amok i deres butik med hjemmelavede aboriginalske ting. Et par boomeranger og en flot didgeridoo er blevet indkøbt til senere minde om denne dag. Didgeridoo´en, som vel er halvanden meter lang, bliver sendt hjem til min mor - så tjek den lige ved ankomsten, mor. Den kostede inkl. forsendelse næsten 500 $.

Dagen efter gik turen til Kuranda. Vi kunne ikke komme ret meget længere mod nord nu, da vejene ikke mere er farbare uden 4WD. Kuranda er "byen i regnskoven". Vi parkerede et tilfældigt sted lidt væk fra centrum for at gå ad en natursti gennem regnskoven op til hovedgaden. Lidt væk fra stien fandt vi tilfældigvis en "flagemuse-rednings-station". Det var faktisk mægtig spændende, og det endte da med at vi helt kom til at holde af disse "specielle" dyr. Damen som drev stedet kælede med en flying fox, som var det en hund. Efter at have været så tæt på, kan man godt forstå hvorfra den har fået sit navn. Den ligner en lille ræv, bare med pergamenttynde vinger. Vi lærte, at dens gener ligger 92% op af menneskets - kun overgået at aben. Den fik kiks og var utrolig kælen, slikkede hendes fingre og elskede at blive nusset. I Kuranda fik vi gjort diverse souvenirindkøb. Det var jo ved at være sidste chance - som "nogen" blev ved med at gøre opmærksom på.... (=$$$$). På turen hjem gjorde vi stop ved en vandresti som førte os igennem regnskovsområde. Efter at have gået et stykke ind af denne sti stødte vi på en flok meget fulde aboriginals. Vi var nok lidt bange. Barron Falls fik vi også set.

Så kom dagen hvor vi måtte sige farvel til vennerne. Ungernes legekammerater. De boede i et lille aboriginalsk samfund, 8 timers kørsel mod vest. Moderen fortalte, at når kvinderne her skulle føde, måtte de flytte til Cairns 4 uger før termin, da byen lå så isoleret. Faderen, som var sort som natten, underviste i bushmedicin og aboriginalsk kultur. Vi havde denne dag booket en tur med "The Reef Rocket". En superhurtig katamaran som sejler fra Cairns til Green Island ved Great Barrier Reef, 17 sømil ude. Simon var askegrå i ansigtet på hele turen ud. Desværre regnede og blæste det den dag, men det blev til en af vores største oplevelser alligevel. Umiddelbart efter ankomsten til øen, gik vi ombord i en "glasbåd". I bunden er isat glasruder, og man kunne klart og tydeligt se korallerne på bunden samt de fascinerende fisk som svømmede rundt. Vi så søanemoner, og ved én af dem kom "Nemo" lige ud og sagde goddag! Efter en ½ times tur rundt på revet, havde vi købt endnu en sejltur, men denne gang i en "semi-submarine". Denne gang skulle vi altså ned under havoverfladen, og se en anden del af revet fra siden. Alle ture var guidede - så vi lærte en masse ting om koraller og specielle fisk og planter. Der er ved Great Barrier Reef 400 forskellige koraller.
Så kom oplevelsen der satte prikken over i´et. Vi havde lejet snorkeludstyr og skulle ud på egen hånd. Solen var begyndt at titte frem. Vandet var dejlig varmt. Måske fordi vi efterhånden var gennemblødte af regnen. Simon og Sofie - ja, og også Sanne kastede sig rask ud i det. Der var lavvande på det tidspunkt, og da vi skulle snorkle fra stranden, var vi nødt til at gå rimelig langt ud før vi stødte på koraller. At gå i vand med svømmefødder på er ikke nemt, og jeg var vist heller ikke den mest entusiastiske. Men ungerne var derude inden vi nåede at tælle til tre eller sige: "Pas nu på", eller "Lad være med at røre ved noget", eller "Husk, vi skal følges ad".
Selv Sanne glemte alt om frisuren, og snorklede af sted, og Sofie glemte alt om, at hun ikke kan svømme, og svømmede som hun aldrig har gjort før! De rørte ved alt, legede med fiskene - også de store, og fik udforsket havbunden centimeter efter centimeter. Det så ud som de aldrig havde lavet andet end at snorkle. Flere steder på havbunden så vi nogle blå-lilla "zig-zag formede munde" som åbnede og lukkede sig cirka en gang hvert 10. sekund. Det så ud som om de åndede, og var egentlig ret uhyggelige. Men Simon måtte selvfølgelig lige ned og proppe en musling ind i gabet på én. Alt skulle udforskes. Skønt!!!! Det var en grænseoverskridende oplevelse for dem - men det blev glemt da de så hvilken vidunderlig verden der gemmer sig under os. En enkelt gang inhalerede Sofie 5 liter havvand. Det var da hun fik øje på en stor koboltblå søstjerne, som hun var bange for var giftig. Der var lige ved at gå panik i hende, men to sekunder efter var hun igen på farten under havoverfladen. Man så kun lige et rør stikke op... Jeg har selv snorklet et par gange før, men det var fra en båd. Min oplevelse af at snorkle denne dag blev ret begrænset. Jeg kom dog ud og så et par fisk og koraller - hvordan jeg så ud, da jeg placerede fødderne i en kæmpe koral kan Sanne sikkert underholde flere timer om.... Måske kan jeg tage revanche på Fiji. Vi får se...!
Da vi kom hjem hev Simon lige tre konkylier op af lommen som han havde været nede på bunden og hente. Dagens helt, med det ultimative minde fra "The Reef". Om aftenen skulle fundet beundres. Men i alle tre gemte der sig levende krebsdyr som lige tittede frem ....! Sanne fik dem kogt og rengjort, og mon ikke de kommer til at pryde nipshylden på et drengeværelse i Tjæreborg..?
Ungerne er efterhånden svære at imponere, men dette havde virkelig gjort indtryk. De kunne snakke i timer om deres oplevelser under vandet. En dejlig dag - og vi "FANDT NEMO......"

Dag nr. 41 - sidste dag i Australien. Suzukien skulle vaskes og rengøres. Bilen har gjort det godt. Den har en dejlig stiv undervogn, god økonomi (gns. ca. 14 km/ltr. med A/C), og så kan den læsses til det umulige. Jeg blev overrasket hver gang jeg læssede vores efterhånden omfattende bagage. Men den er kun 6 mdr. gammel, og der er en del problemer med den, senest er automatgearkassen begyndt at drille. Det er grunden til at jeg måske ikke har tilkendegivet de mest positive ytringer omkring bilen, men jeg er sikker på, at årsagen til alle drillerierne er, at den har været lejet ud - sikkert til de første 100 forskellige førere.

Vi tog en sidste tur til Cairns, og bagefter kørte jeg ind og afleverede bilen. For en sikkerheds skyld forlangte jeg en gennemgang sammen med udlejningsfirmaet. Man ved jo aldrig.... men ingen problemer. Jeg tog turen hjem til campingpladsen på gåben. En dejlig lille tur på 12 km. Vi har fået sagt farvel til pladsen og poolen, og sikkert også det gode vejr. I morgen tidlig skal vi op kl. 2.00. Taxien henter os kl. 3.00 og kører os til lufthavnen. Afgang mod New Zealand kl. 5.30. Det bliver nok en hård dag, så jeg slutter dagbogen med et kæmpe tak til Australien. Vi har kørt over 6000 km, og set og lært så meget, og vi har fundet ud af, at dette dejlige land bestemt er værd at give endnu et besøg en gang. Vi har haft oplevelser som ikke kan beskrives - kun lidt står i denne dagbog, men vi har været sammen om det, og hele tiden kommer der bemærkninger som: "Kan du huske den gang.....".

GODNAT AUSTRALIEN. TAK FOR ALT, VI SES MÅSKE EN ANDEN GANG!