NZ Nordøen del 1

NZ Nordøen del 1

New Zealand - Nordøen - 4.5 - 7.5.2004
Sejlturen til Wellington var ikke noget at snakke om. Den tog kun 3 timer, og er sikkert en fantastisk oplevelse i dagslys. Man sejler fra Picton i Marlborough Sound gennem et fjordlandskab der minder om den svenske skærgaard. Derefter ud i Cookstrædet og ind i bugten, hvor Wellington ligger. Ombord mødte vi danske Trine, som er på vej hjem til Danmark, efter 7 måneders arbejde på sydøen. Wellington (350.000 indbyggere) er New Zealands hovedstad, og en typisk storby. Der var et par ting vi gerne ville se, så vi besluttede at blive området. Klokken var 21.00 da vi ankom til nordøen, så det var på høje tid at finde et sted at campere. På en P-plads hvor camping var forbudt i Plimmerton, besluttede vi os for den første overnatning på nordøen. Vi havde kørt ca. 70 km, og gad ikke mere. Vejret var begyndt at trække op til blæst, og det småregnede. Om natten blev det orkanstyrke, og camperen gyngede værre end vi havde forventet sejlturen ville gøre. Den følgende dag fandt vi ud af, at de fleste veje til Wellington var lukket. Ikke på grund af stormen, men fordi en kæmpe demonstration fandt sted i midtbyen. Der var en konvoj af 5000 biler, og køen startede næsten omkring det område hvor vi var. Det måtte blive plan B i stedet. Så vi fortsatte nordpå, ind i landet til Lake Taupo, som er New Zealands største sø. 606 km2 og dannet af et vulkanudbrud ca. 200 år f.kr. Udbruddet regnes for et af de kraftigste nogensinde, og der er fundet spor efter aske både på Hawaii og i Kina.

Overnatning på TOP10 camping i Taupo. Efter check-in gik ungerne staks den sædvanlige rekognoscerings runde. En ½ time efter kom de tilbage, og spurgte om ikke de nok måtte få 2x2 $. Campingpladsen havde det mest fantastiske bilspil i et gameroom - det måtte de bare prøve. Et godt stykke tid efter kom de igen, og meddelte det var enormt godt. Det var vores bryllupsdag, og vi havde aftalt, at vi kunne få popcorn og sodavand og se en dvd-film på laptoppen efter aftensmaden. Snolder var også blevet indkøbt til lejligheden. Vi havde regnet med vild jubel, for fjernsyn har vi stort set ikke haft kontakt med siden afrejse. Vi fik godt nok sat en film på, men efter 10 minutter fortalte de os, at de faktisk hellere ville spille et spil kort. Det var bare dejligt. Så kom bryllupsgaven.... pænt pakket ind i Sofies trøje. "TILLYKKE, MOR OG FAR". De 2x2$ var blevet brugt i en "fotomaskine", og vi fik det herligste billede af de to udspekulerede labaner. Det må have været en maskine der kunne programmeres, med mange forskellige baggrunde og andre detaljer, for Simon havde en rigtig pæn brudekjole på og en brudebuket, og Sofie stod klar med ringen i det nydeligste jakkesæt. I baggrunden var en kirke og nedenunder stod "TILLYKKE". Var det ikke bare sødt. Vi var rørt til tårer.... Tusind tak Simon og Sofie.

Første indtryk af nordøen er, at det ikke er lige så rent og uspoleret som sydpå. Der er også meget mere industri og storbyer, så det hænger vel sammen. Det har nok også noget at gøre med, at vi kom direkte ind i et meget befolket område. 75% af New Zealands befolkning bor her på nordøen, ca. 2.8 millioner.

6.5.2004. Vi startede dagen med et besøg ved Huka Falls, som ligger i byen Taupo (22500 indbyggere). Det er et vandfald ved Waikato River, som går gennem byen. Det er New Zealands længste flod som er 436 km lang. Vandfaldet er ikke særlig højt, men enormt flot. Foruden at ligge i de sædvanlig smukke omgivelser, har det nogle flotte turkis nuancer. Floden løber nordpå, og 11 km længere oppe er der bygget en dæmning, som driver Aratiatia Kraftværk. Vi var oppe og se sluserne blive åbnet. Det sker to gange dagligt, og der er bare knald på. Foruden det opdæmmede vand, udnyttes også den underjordiske geotermiske varme, og den forsyner faktisk New Zealand med 8% af energiforbruget. Det er et kæmpe kraftværk, men det pynter ikke i landskabet. Tæt på fandt vi "Craters of the moon". Et månelignende landskab, hvor det dampede op hist og pist og alle vegne. Et helt fantastisk landskab. Undergrundens varme sendte damp op, alle steder hvor der var en lille åbning. Nogle steder stod der vand og kogte nede i "månekraterne". Vi var helt henne og kigge ned i hullerne, og det optog os alle meget. En helt anden verden at træde ind i - og fuldstændig gratis. Gåturen rundt i landskabet varede vel en times tid, og alle var målløse over dette fantastiske syn. Vi er midt i et vulkanbælte, og det kan tydelig lugtes. Der er en dunst af rådden æg fra det svovlholdige vand.

Vi mangler stadig lidt om maori-kulturen. Wairakei Terraces er et område, hvor man kan se og lære om disse prægtige folk. Desuden ligger det midt i det termiske område. Vi fik et godt tilbud på indgangsbilletter til hele familien. Det blev til nogle dejlige timer, men det skuffede os alligevel lidt. Det var ikke som vi forventede med hensyn til baggrundsviden, men vi fik set smukke maori-udskæringer, og en brusende gejser. Der var også en dyrepark med bl.a. en sur kronhjort som knurrede og stangede efter os med sit store gevir. (Vi var alle glade for hegnet mellem den og os...). Vi var alene i parken, og havde god tid til, uforstyrret at beundre de flotte anlæg. Vi var også inde i værkstedet, hvor 3 dovne maorier klarede alt træskærer-arbejdet. De var i gang med at udhule en træstamme, som skal blive til en båd - stor nok til 75 mennesker (men det er vist om mange år, med deres tempo). Vi kom godt i snak med den ene, og han indvilligede i, at spille på en slags didgeridoo (se billede). Det har været en god dag. Vi har nået en masse. Lige nu holder vi lige ned til Wairakei River, 40 km nord for Taupo. Fuldmånen spejler sig i det blanke vand, de nøgne træer strækker sig mod nattehimlen, og her er musestille. Ungerne er smuttet i køjen, og det gør vi også nu. Godnat Simon og Sofie, godnat Sanne og godnat dagbog.

7.5.2004.Tidligt af sted nordpå. Første stop var ved Wai-O-Tapu, Thermal Wonderland. En naturpark som har den største samlede overflade af termisk aktivitet i New Zealand. Lady Knox gejseren er en af hovedattraktionerne, og den aktiveres præcis kl. 10.15 hver dag. Vi lærte, at en gejser kommer i udbrud når en brandvarm understrøm, og en kold overstrøm opbygger et overtryk af damp. Denne damp udløser på et tidspunkt gejseren. Cyklussen på Lady Knox gejseren var ca. 72 timer, men med lidt hjælp kan den altså aktiveres. Turisterne sad på rad og række og ventede på fænomenet da vi kom. Det foregår ved, at der hældes lidt sulfo ned i gejserhullet som bryder den opbyggede spænding mellem varm og kold. Derefter begynder det for alvor at syde og dampe, og 5 minutter senere springer den. Søjlen var 10-15 meter og hele seancen varede i 10 minutter. Vildt fascineret af dette, kørte vi tilbage til parken, og gik en runde på et par timer. Her så vi dampende, sydende vandhuller, opvarmet til kogepunktet af jordens undergrund. Dybere nede opnår vandet faktisk en temperatur på 170 grader og der er målt temperaturer på op til 300 grader. En anden fascinerende ting er de store mudderhuller, hvor mudderet sprutter op som om det var sat til kogning. Sanne, som altid har ønsket sig et mudderbad, ombestemte sig dog efter dette syn.... Området er meget smukt og både vand og omgivende grund har en masse flotte nuancer efter eroderingen - men stanken er ubeskrivelig, og jeg tror alle har fået nok af termisk undergrund. Overalt hvor vi kommer frem i området kan man se damp komme op af jorden. Her er endda campingpladser, som reklamerer med opvarmede teltpladser. Ret fantastik... Vi er i Rotorua, som er døbt som "verdens røvhul". Dunsterne heromkring sætter ikke dette tilnavn til diskussion. Vi indlogerede os på TOP10 camping, og drog umiddelbart videre til et aftenshow ved "The New Zealand Maori Arts & Craft Institute".

20 % af befolkningen her i Rotorua er Maorier og deres kultur, kunst og levemåde præger dagliglivet her. Vi ville så gerne lære lidt mere om dette spændende folk, som angivelig må række tunge uden at få skæld ud.........! (Det hører faktisk med til Maori traditionerne og man gjorde det for at skræmme fjenderne)
Aftenen var god for os alle sammen, og den var meget aktiv. Vi lærte en masse omkring den maoriske kultur, og tog aktiv del i danse og sange. Lærte maori-ord og fik lært at hilse - næserne trykkes to gange mod hinanden. Dette kaldes "Hongi" og symboliserer sammensmeltningen af to liv til et venskab. Vi så den berømte Haka dans. En slags krigsdans som udføres af mændene og virker meget aggressiv. Under dansen spiles øjnene op og tungen stikkes ofte ud. Middagen var det fornemste vi har set i meget lang tid. Hangi-dinner er tilberedt i underjordiske huler og smagte pragtfuld. Efter middagen blev forsamlingen bedt om at rejse sig op - land for land, og synge deres nationalsang. Hvor mange tror I der var fra Danmark?? Godt Simon og Sofie var med - så gik vi da ikke i stå, når teksten ikke lige kunne huskes... Vi sad til bords med Briggs, Kathleen, Casey (17) og Kevin (13) fra San Francisco, USA. Det blev til en hyggelig sludder, og vi fik deres adresse og en åben invitation, så måske banker vi på når vi kommer i området om ca. 3 uger.

Oplevelsen på New Zealand er så stor, at vores dagbog bliver ret omfattende og detaljeret. Så godt som hver aften ligger vi billeder ind på laptoppen, ser dem igennem, og snakker og griner af dagen som er gået. Gennemgår hvad vi har lært den dag, og får opsummeret vores indtryk. Jeg håber ikke, at det bliver al for kedelig læsestof, når I - Simon og Sofie - en dag sidder og læser mine notater igennem...